Får alle eleverne 12, hvis de får en personlig AI-tutor?

patrick robert doyle ovxht wi5ew unsplash

I 1984 lavede Benjamin Bloom – ja, ham med Blooms taksonomi – et berømt eksperiment, hvor han sammenlignede tre undervisningsformer:

 

  • Traditionel klasseundervisning – én lærer, 30 elever
  • Mastery learning – hvor eleverne først gik videre, når de mestrede stoffet
  • Én-til-én tutoring – hvor hver elev fik en personlig underviser

Resultatet:
Eleverne med én-til-én tutoring klarede sig to standardafvigelser bedre end eleverne i den almindelige klasseundervisning.
De lå i top 2 % af hele feltet – det svarer nogenlunde til et 12-tal. Selv mastery learning nåede kun omkring én sigma (top 15 %).

 

Bloom kaldte det “2 sigma-problemet”:

 

Hvordan giver vi alle elever fordelene ved individuel støtte – uden at have én lærer pr. elev? Igen står spørgsmålene i kø:

 

  • Er der nogen, der har gentaget forsøget med samme resultat?
  • Kan man opnå de samme resultater med en personlig AI-tutor i 2025?
  • Og ønsker vi virkelig, at eleverne skal bruge endnu mere tid bag skærmen?

1. Er Blooms resultat gentaget?
Mange har forsøgt at efterprøve Blooms resultater, men fundene er mere nuancerede. Effekten af én-til-én undervisning er reel, men sjældent så stor som 2 sigma. Metaanalyser peger typisk på 0,4–1,0 sigma, afhængigt af fag, metode og elevgruppe.

Mastery learning viser fortsat positive effekter, men også mindre end Bloom rapporterede – omkring 0,5 sigma i gennemsnit
(ifølge nyere metaanalyser: Guskey & Gates, 1986; Kulik et al., 1990; Hattie, 2009).

 

2. Kan AI-tutoring give samme effekt?
Formentlig ikke i samme grad. Jeg tror ikke, eleverne vil føle sig ligeså forpligtede over for en AI-tutor som over for et menneske, der sidder foran dem og siger:

 

“Nu skal vi i gang! Hvor kom vi til?”

 

Mine egne elever har for længst glemt, at jeg har lavet en specialtrænet fysik-chatbot til dem.
Det siger måske noget om, at relationen stadig betyder mere end teknologien.

 

3. Skal vi have endnu en skærmbaseret læringsteknologi?

Her mærker jeg selv en vis modvilje. For selv om teknologien kan meget, skal vi passe på, at vi ikke fjerner det vigtigste ved undervisning: 

 

-> at gå igennem noget der er svært, sjovt eller bare kedeligt sammen med andre.

Én ting at tænke over ...

Del indlægget:

Andre indlæg