I sidste uge testede jeg, om min AI-assistent kunne rette et helt sæt fysikopgaver og skrive en kort feedbacktekst til hver enkelt elev. Jeg instruerede AI-retteagenten og gav den opgaverne, løsningsforslaget og mine kriterier. Den læste besvarelserne, sammenlignede dem med løsningsforslaget og skrev feedbacktekster på få minutter.
Det var effektivt, systematisk og faktisk ret præcist.
Men så skete der noget uventet.
Selvom eleverne fik grundig, præcis og handlingsanvisende feedback, var de skuffede. Ikke fordi feedbacken var dårlig. Ikke fordi den var forkert. Men fordi det ikke var mig, der havde læst deres opgave.
Den usynlige kontrakt
Jeg havde nok lidt naivt tænkt, at det vigtigste ved feedback var, at den var fagligt korrekt, præcis og brugbar. Men elevernes reaktion mindede mig om noget, jeg næsten havde glemt: Feedback er ikke kun information. Feedback er også en relationel handling.
Feedback er ikke kun information. Feedback er også en relationel handling.
Når en elev afleverer en opgave, afleverer hun ikke bare et produkt. Hun afleverer også en indsats, en frustration, en kamp og måske en lille faglig sejr. Der ligger en usynlig forventning i afleveringen.
Jeg har brugt tid på dette. Nu bruger du tid på at se mig. Det er den usynlige kontrakt.
Når AI læser opgaven og skriver feedbacken, kan eleven opleve, at den kontrakt bliver brudt. Ikke fordi feedbacken nødvendigvis er dårligere, men fordi lærerens blik mangler.
Eleven har ikke kun brug for at få at vide, om metoden er korrekt, eller om facit passer. Hun har også brug for at mærke, at nogen har set hendes forsøg på at forstå. At nogen har opdaget, hvor hun faktisk anstrengte sig. At nogen kan sige: “Jeg kan se, hvad du prøver på her.” Det er en af grundene til, at AI ikke kan erstatte menneskelige lærere.
Det er en af grundene til, at AI ikke kan erstatte menneskelige lærere.
AI kan i mange situationer give teknisk feedback, der er både mere systematisk og mere konsekvent end lærerens. Den bliver ikke træt og irriteret efter opgave nummer 17. Den glemmer ikke et kriterium. Den kan være saglig, venlig og grundig hver eneste gang.
Men netop derfor bliver det tydeligt, at lærerfeedback aldrig kun har handlet om teknik.
Den har også handlet om anerkendelse, prioritering, motivation, relation og lærerens kendskab til eleven. Den har handlet om, at eleven føler sig set som et menneske i en læreproces.
Rettebotten kan godt skrive: “Du har brugt den korrekte formel.” Men den kan ikke sige det med historikken fra de sidste tre måneder i baghovedet. Den ved ikke, at denne elev for første gang fik analysen til at hænge sammen. Den ved ikke, at en anden elev plejer at skrive tre usammenhængende sætninger, men nu har forsøgt sig med en hel forklaring.
AI kan sammenligne opgaven med kriterierne. Læreren kan sammenligne eleven med elevens egen udvikling.
Vi skal ikke tilbage til timevis af rettearbejde
Men selvom eleverne savner lærerens blik, er løsningen ikke, at læreren igen bruger timevis søndag eftermiddag på at rette 28 opgaver og skrive individuelle feedbacktekster.
Det er hverken nødvendigt, hensigtsmæssigt eller nødvendigvis den bedste brug af lærerens tid.
Måske har vi i virkeligheden blandet to ting sammen, som godt kan skilles ad: den tekniske feedback og den pædagogiske opfølgning.
Den tekniske feedback handler om spørgsmål som:
- Har eleven forstået opgaven?
- Er metoden korrekt?
- Er facit rigtigt?
- Er argumentationen fyldestgørende?
- Er analysen dækkende i forhold til kriterierne?
- Er der dokumentation nok?
- Er sproget præcist nok?
Den slags kan en rettebot ofte håndtere systematisk, tålmodigt og med stor præcision, hvis den får lærerens kriterier, krav og læringsmål. Men det betyder ikke, at læreren bliver overflødig. Det betyder, at lærerens opgave flytter sig.
Læreren skal ikke nødvendigvis være den, der kører alle elevernes opgaver gennem rettebotten og derefter copy-paster feedbacken ind i Lectio. Så bliver AI bare en hurtigere rød kuglepen.
Så bliver AI bare en hurtigere rød kuglepen.
I stedet skal eleverne selv lære at bruge rettebotten som en del af deres skrive- og læreproces. De skal selv uploade deres opgave og læse feedbacken. De skal spørge ind til den, bede om eksempler og udfordre det, de ikke forstår. Derefter skal de omsætte feedbacken til konkrete rettelser og aflevere en forbedret version.
Det er her, AI-feedback kan blive formativ feedback i egentlig forstand.
For forskellen er afgørende.
Når læreren retter opgaven, får eleven ofte en færdig feedbacktekst tilbage. Måske læser eleven den. Måske forstår eleven den. Måske lukker eleven dokumentet, ser på karakteren og går videre med sit liv.
Når eleven selv arbejder med rettebotten, kan feedbacken blive interaktiv.
Eleven kan spørge:
- Hvad mener du med, at min forklaring er uklar?
- Kan du vise mig præcis hvor?
- Kan du give et eksempel på en bedre formulering?
- Hvilket punkt skal jeg rette først?
- Er dette afsnit bedre nu?
Den dialog er næsten umulig at gennemføre, hvis læreren skal have den individuelt med alle elever om alle rettelser. Men med en rettebot kan eleven få mulighed for netop det: at stille de dumme, vigtige, gentagne og helt nødvendige spørgsmål, som ofte er dér, læringen begynder.
Derfor skal vi måske gøre to ting på én gang.
For det første skal vi indlægge mundtlige feedbacksessioner i undervisningen, hvor læreren ser på elevens udvikling mere overordnet. Disse samtaler kommer efter, at eleverne selv har arbejdet med deres opgaver og feedback fra rettebotten.
Her handler samtalen ikke om hver eneste fejl i opgaven, men om mønstre, fremskridt og næste skridt:
- Hvad går igen i dine opgaver?
- Hvad er du blevet bedre til?
- Hvad skal du arbejde med i næste aflevering
- Hvilken strategi vil du prøve?
For det andet skal vi oplære eleverne i at være aktive i retteprocessen med AI. De skal ikke bare modtage feedback. De skal arbejde med feedback. De skal lære at stille opfølgende spørgsmål, vurdere kvaliteten af svarene og omsætte rettelserne til bedre faglig praksis. Det ændrer feedback fra at være noget, eleven får, til noget eleven gør.
Det ændrer feedback fra at være noget, eleven får, til noget eleven gør.
Og det er måske den vigtigste pointe.
Rettebotten skal ikke erstatte lærerens blik. Den skal flytte noget af det tekniske feedbackarbejde over i en dialog, hvor eleven selv bliver mere aktiv. Lærerens blik skal bruges dér, hvor det betyder mest: til at se elevens udvikling over tid, hjælpe med at prioritere og lægge en plan for næste skridt.
Ikke flere ødelagte søndage. Men en mere nuanceret feedbackproces med det bedste fra både menneske og maskine.
