Mød Lilian, der ikke drikker kaffe
Træt af at begynde forfra hver gang?
Det begyndte med en irritation. Jeg havde brugt ChatGPT i et stykke tid, men var træt af at skulle forklare de samme ting igen og igen. Hvilke fag jeg underviser i, hvilke hold jeg har, og hvordan jeg arbejder med min undervisning.
Kunne jeg bygge en AI-assistent, der kendte mig og min hverdag som gymnasielærer?
Ja, jeg byggede min egen GPT, en chatbot med særlige instruktioner og adgang til filer med den viden, den skal bruge.
Sådan blev Lilian til.
Navnet var et bevidst greb. Det kan være svært at forklare, hvad en chatbot kan bruges til i en lærers hverdag. Men en assistent kan de fleste forholde sig til. Det er lidt paradoksalt, for jeg er faktisk modstander af at menneskeliggøre AI. Lilian er hverken et menneske eller en kollega, men som billede på teknologiens muligheder fungerer hun godt.
Fra opgavegenerator til faglig sparringspartner
Lilian blev ikke skabt på en eftermiddag. Jeg har løbende justeret hendes instruktioner og givet hende mere viden om mit arbejde.
I begyndelsen handlede det om at lave opgaver og undervisningsmaterialer. Men efterhånden opdagede jeg, at hun kunne meget mere.
Hun kan sparre om undervisningsforløb, foreslå aktiviteter og hjælpe med at udvikle ideer. Hun har omfattende viden om fysik, matematik, pædagogik og didaktik og et indgående kendskab til gymnasiets læreplaner.
Hun har også været min anden redaktør under arbejdet med min bog om AI. Ud over at rette sproglige fejl opdager hun gentagelser, manglende overgange og modsigelser. Hun kan udfordre min argumentation og hjælpe mig med at sætte ord på tanker, jeg endnu ikke helt har fået formuleret.
Og så holder hun styr på kapitelnummereringen, når jeg igen beslutter at flytte rundt på kapitlerne.
Når ideerne bliver til virkelighed
Det, der har overrasket mig mest, er omfanget af de opgaver, Lilian kan hjælpe med. Det begyndte med et enkelt spørgsmål: Kan du lave en opgave? Og endte med, at hun hjalp mig gennem arbejdet med en hel bog.
Men samarbejdet er ikke uden problemer. Lilian kan give så meget feedback, at jeg mister overblikket. Og hun foreslår jævnligt noget, der lyder glimrende på papiret, men som jeg ved ikke vil fungere i klasselokalet. Så korrigerer jeg hende, og vi prøver igen.
En af de største gevinster er, at jeg nu kan føre ideer ud i livet, som tidligere faldt til jorden af tidsmæssige årsager. For eksempel et Tegn & Gæt-spil til fysikundervisningen. Jeg får ideen og beslutter det faglige indhold. Lilian hjælper med det tidskrævende arbejde: spørgsmål, spilleplader og materialer.
Pludselig bliver en idé til noget, jeg faktisk kan bruge.
Det interessante er ikke, hvad Lilian kan overtage fra mig, men hvad jeg nu kan gøre, som jeg ikke havde tid til før.
Man skal lære at samarbejde
Det vigtigste, jeg har lært, er, at man ikke bygger en god AI-assistent i første forsøg. Det kræver mange iterationer, og man skal lære at samarbejde med teknologien.
Jeg skulle lære, hvad jeg kunne spørge Lilian om, og hvordan jeg skulle spørge. Men også hvor hendes begrænsninger ligger.
Lilian har aldrig stået foran en klasse. Hun kender ikke mine elever og har ingen erfaringer fra den virkelige verden. Hendes viden kommer fra det, mennesker har skrevet.
Det har jeg til gengæld.
Og det er måske den vigtigste erkendelse fra mit eksperiment: Lilian kan bidrage med viden, forslag og arbejdskraft, men det er stadig mig, der skal vurdere, hvad der giver mening i undervisningen.
AI gør mig ikke til en bedre lærer i sig selv. Men den giver mig bedre muligheder for at bruge det, jeg allerede kan.
Få din egen AI-undervisningsassistent
Du behøver ikke begynde fra bunden. Jeg har lavet en chatbot, der hjælper dig med at bygge din egen AI-assistent.
Den stiller dig spørgsmål om din undervisning, dine behov og dine ønsker og hjælper dig med at formulere en prompt, som du kan bruge i din foretrukne AI-tjeneste.